★ MIKRO-TIP fra CHIB ★ Brug dit gratis WiFi’s navn og password som reklame

31. januar 2018 Kommunikation 0

Brug WiFi til at lære dine kunder mere om dit produkt eller din virksomhed. Eller dine andre væsentlige budskaber…

Jeg var forleden på en lille hyggelig café (som jeg i dag, 5 dage efter, har glemt navnet på) på strøget i Vejen. Her bestilte jeg en kaffe, spurgte efter WiFi, fik en kode og satte jeg mig straks med PC’en for at nå lidt arbejde før et tog til Aarhus.

Indehaveren nævnte navnet på netværket, som var et á la ‘Linksys_0102_bredbaand’, hvorefter jeg modtog en slidt, lamineret seddel med kodeordet, ‘39fdnlX_XX8674fd‘.

Jeg foreslog hende straks dette lille tip:

 

Gør det gratis og sjovt

»Når du giver dine kunder en gratis ydelse, så kan du godt kræve en ‘gratis’ modydelse fra dem OG gøre det både lidt sjovere at logge ind,« foreslog jeg. »Hvad mener du? Hvordan kan jeg gøre det?« spurgte hun.

»Du skal give dit gratis netværk et navn, de skal huske og lade passwordet være et svar på et spørgsmål, som du gerne vil have, dine kunder tænker lidt mere over,« lød mit svar.

Lad mig straks give et eksempel:

 

Dagens ret som WiFi-login

Caféen havde netop en dagens ret, braisseret lam, som kostede 85,- kr. Hvis den søde indehaver gav sit WiFi følgende navn: ‘Dagens ret på Café XX?’ Og lod passwordet være ‘braisseret lam‘, ja så får hun alle WiFi-gratister til at sætte sig ind i menuen. Selv de to studerende i lejligheden overfor caféen, som logger sig på i tide og utide. Det bliver ligefrem sjovt at uddele gratis WiFi og ikke bare en sur pligt, fordi kunderne ellers ville brokke sig.

 

Styrker kognitiv hukommelse

Rent kognitivt er det også sådan, at vi mennesker husker ting, ord og oplevelser bedre, hvis vi skal arbejde fysisk med dem. Og det skal man netop, når man sidder og logger ind på netværket. Havde caféejeren i Vejen haft sit navn på WiFi’et, ville jeg i dag stadig kunne huske navnet på caféen og dermed have anbefalet den videre til dig, og det ville alle have været glade for, for hendes appelsin / ingefær-smoothie var helt fænomenal!

Brug dit i forvejen gratis WiFi til at fortælle budskaber med – eller brande dig selv eller dit produkt. På chib pressebureau bruger vi vores motto: ‘ordogomtale’. Så husker kunderne og medarbejderne det bedre.

Du kan læse, HVORDAN du ændrer WiFi navn og password her.